X-lite bandage
Definition:
X-Lite er et miljøvenligt bomuldsprodukt beklædt med termoplast. Det har evnen till at blive varmet op og blødgjort igen og igen. X-lite bruges til bandagering og stabilisering af både osteosynterede og konservativt behandlede frakturer samt andre tilstande, der kræver immobilisation .
Baggrund:
X-Lite anvendes frem for den traditionelle gips på grund af den øgede patientkomfort. Den fylder mindre og vejer mindre. Det er ligeledes muligt at tage et røntgenbillede gennem bandagen ved eventuel røntgenkontrol. X-lite er let at anlægge, justere og tilpasse. Det tørrer hurtigt og har en lang holdbarhed og styrke.
Fremgangsmåde:
Der skal udvises stor forsigtighed i forbindelse med anlæggelse af cirkulær bandagering hos patienter med sår, hævelse, ødemer og hudsygdomme. Derudover bør det overvejes nøje at anlægge cirkulær bandagering på patienter med sensibilitetsforstyrrelser og pareser.
Smertebehandling af patienten jf. VAS – score. (Se klinisk retningslinie vedr VAS score)
Patienten lejres under hensyntagen til bandageringen, patientkomfort og arbejdsstilling. Ved behov for ekstra personale, tages højde for dette.
Ved anlæggelse af X-lite bandage skal du bruge følgende:
1. Kar med vand med en minimumstemperatur på 70 grader
2. Tang og saks till håndtering af X-lite
3. Stockinette/ tubegaze i passende længde
4. Syntetvat/ polster
5. X-lite materiale i rulle eller skinne afhængig af hvilken bandage der anlægges
6. Elastikbind til fiksering
7. Dressinet/ netstrømpe
8. Gipssko
9. Skriftlig patientvejledning
ANLÆGGELSE AF X-LITE SKINNE:
• Inden anlæggelse af skinne tages hensyn til bandageringsstillinger:
o Reponeret colles fraktur: neutral ulnar deviation
o Dorsal skinne (ex. ureponeret collesfractur): Bandageringsstilling
o Ulnar kantskinne: Bandageringsstilling.
o Radial kantskinne: Bandageringsstilling.
o Volar skinne: Bandageringsstilling.
o Scaphoideumfracturer: funktionsstilling med pincetgreb.
o Bagre skinner: 90 grader i fodleddet.
o Vinkelskinne: 90 grader i albuebøjningen.
• Først anlægges stockinette i længde, der svarer til området, der skal bandageres plus ca. 5 cm i hver ende til ombukning.
• Polstervat pårulles ovenpå stockinetten i minimum 2 lag. Ekstra polstring ved knoglefremspring.
• Mål ud til skinne og beregn ca. 1-2 cm af hensyn til sammentrækning.
• X-lite skal altid lægges på i minimum 2 lag. Det er vigtigt at trykke lagene sammen for at opnå styrke.
• Gipsskinnen blødgøres og lægges på patienten. For at undgå trykmærker bruges en flad hånd til modelering.
• Polster og stockinetteenderne bøjes om. Dermed fås bløde kanter i begge ender af skinnen.
• Elastikforbindingen anlægges. Denne anlægges med et jævnt stræk, uden at det er for stramt for patienten under hensyntagen til bandagestillingen.
• Dressinet anlægges.
ANLÆGGELSE AF CIRKULÆR X-lITE :
• Inden anlæggelse af skinne tages hensyn til bandageringsstillinger:
o Scaphoideumfracturer: funktionsstilling med pincetgreb.
o Achillesseneruptur: 30 graders spidsfod.
o Gåbandage: 90 grader i fodleddet.
o Høj crusbandage: 90 grader i fodleddet og 20 grader i knæleddet.
• Stockinette anlægges i længde, der svarer till området, der skal bandageres plus ca. 5 cm i hver ende til ombukning.
• Polstervat pårulles i 2 lag ovenpå stockinette. Ekstra polstring ved knoglefremspring.
• Sørg for at rullen er fuldstændig blød før pålægning. Ca. 15 minutter i vandet.
• Vandet presses godt ud af rullerne inden anlæggelse.
• Anlæg X-lite rullerne så lagene overlapper minimum 50%. Påfør ekstra lag X-Lite på udsatte steder. Arbejdstid er ca. 1 minut, hvorefter materialet begynder at stivne. Afgørende for bandagens stabilitet er, at lagene er modelleret godt sammen.
• Sørg for at X-lite bandagen er afsluttet, så den har bløde kanter.
• EFTERFØLGENDE PROCEDURE:
• X-lite bandagen lades urørt i ca. 30 min. til den er tør.
• Skriftligt informationsmateriale udleveres og gennemgås.
OBSERVATIONER AF PATIENTER MED X-LITE BANDAGE:
• Tryksår
• Cirkulationskomplikationer (cyanose, kulde, hævelse)
• Føleforstyrrelser (snurren, sovende fornemmelse)
• DVT (overvej tromboseprofylakse, ex. støttestrømpe under campwalkerstøvle)