Arbejdsbeskrivelse for MV i ambulatoriet

 

Dagens arbejde i ambulatoriet begynder typisk 9:00 (torsdage dog først lidt senere pga. undervisning/møder). Det er meningen at man går stuegang efter morgen konferencen, hvis man er kontaktlæge på en indlagt patient.

I Midt-EPJ kan fremsøges dagens patientliste for hver enkelt læge som ”afviklingsliste”, hvor patienterne bliver registeret som mødt, når de kører deres sygesikringskort gennem automaten eller bliver registreret af sekretærerne i skranken. Sygeplejersken eller lægen opdaterer, når patienterne er hentet, sendt til andre undersøgelser (fx rtg.) eller venter på narkosetilsyn.

Lægen og sygeplejersken aftaler løbende, hvem der henter patienterne ned i nærheden af konsultationen. Det er oftest sygeplejersken, der henter patienterne, men da sygeplejersken ofte har flere andre opgaver undervejs, kan det være meget fremmende for samarbejdet at aftale sig frem. Det er meningen at systemet selv skal kunne bede patienterne at gå ned til venteområde C.

Der er pause til frokost midt på dagen og også oftest mulighed for en hurtig kop kaffe undervejs. Ambulatoriet har egen kaffestue, hvor lægerne er meget velkomne til at få en kop kaffe i løbet af dagen og også gerne kan spise frokost med sygeplejerskerne.

 

Skadeambulatorium

I skadeamb ses primært patienter til kontrol efter konservativ frakturbehandling (set i skadestuen). Andre opgaver kan være suturfjernelse eller kontrol efter obs. scaphoideum fraktur.

 

Mellemvagtsambulatorium

Her ses patienter til forundersøgelse indenfor de forskellige subspecialer og til opfølgning efter operation eller konservativ behandling. Man må godt skrive patienter op til operation til sig selv, men det er meningen at man skal udnytte overlægerne til hjælp ved de svære forundersøgelser. Man skriver ikke patienter op til operation uden at have konfereret det med en speciallæge, og navnet på speciallægen skal fremgå af notatet. Når man er mere erfaren kan man godt skrive oplagte patienter op til operation selv.

Der er 1 ledig tid for- og eftermiddag for at sikre tid til eventuelle subakutte patienter, så de ikke skal ses som over-bookinger.

 

Professorambulatorium

Princippet i professoramb er at to yngre læger ser patienter, der normalt skulle ses af den speciallæge der er ”Professor”. Der er til de to programmer tilknyttet en speciallæge, som har som eneste opgave at supervisere de yngre læger, så patienterne undersøges på speciallægeniveau og den yngre læge uddannes intensivt. Ordningen er indført på idrætsknæ området primært, men skal med tiden udbredes til andre specialer og til DKC.

 


Arbejdsbeskrivelse for MV og operationer

 

Centrale operationsgang  (COP)

Dagens arbejde på COP begynder inden morgenkonferencen. Operatøren hilser på dagens første patient på operationsstuen kl. 7:45, sikrer sig informeret samtykke og sætter kryds/initialer på pt for at forebygge forvekslingskirurgi. Eventuel profylaktisk antibiotika og tranexamsyre skal ordineres i EPJ.

Derefter går man til morgenkonference.

MV skal se OP programmet en uge frem og de dage man er på OP skal man sætte sig ind i de pt, der er sat til og vurdere, hvor man får mest uddannelse i forhold til den enkeltes uddannelses niveau. Man skriver sig på i kommentar feltet og aftaler med kirurgen, at man er med og hvor meget af operationen, man kan varetage. Fx kan man i begyndelsen åbne og lukke ved hofte og knæ alloplastikker. Aftal med MV kollega, hvem der går med hvem.

De følgende patienter til dagens program ses på P5, hvor lægen indhenter informeret samtykke og sætter kryds på patienten.

Mellem operationerne er der en vis skiftetid, som kan anvendes til diktat af operation, information af den næste patient, forberedelse af operation og stuegang på egne pt.

I COPs kaffestue er kaffen gratis ligesom på resten af sygehuset, men man kan melde sig til en brødordning.

 

Dagkirurgisk Center (DKC)

Også på DKC ses dagens første patient inden morgenkonferencen, så der ikke bruges tid på at vente på kirurgen til efter konferencen. Der informeres, informeret samtykke sikres og der sættes kryds. DKC har 3 samtalerum, hvor patienterne informeres – 1 af rummene har en briks, så evt. liggende undersøgelse kan udføres.

Læger med eget program er ansvarlige for at få informeret patienterne både før og efter operation, så der sikres en god afvikling af dagens program og også at patienterne kan gå hjem, når de er klar til det. Post-operativ information foregår oftest i hvileområdet. Det er MV pligt at have sat sig ind i hvilke pt der er sat til 2-3 dage inden, så der kan aftales hjælp hvis MV har brug for det eller om en pt skal flyttes.

Patienterne får et udskrift af operationsbeskrivelsen med hjem, kirurgen skal diktere et separat og lidt mere pædagogisk afsnit ”Til patienten”, der skal indeholde en beskrivelse på dansk og de konkrete råd vedrørende mobilisering, suturfjernelse mm.

Skiftetiden på DKC er lav, så tiden mellem operationer prioriteres til diktat og information af patienter. Ved planlægning bør det være muligt at nå at se til egne pt på P5 mellem operationerne.

DKC har egen kaffestue.

 

MKT/JOS sept 2012